|
Den perfekte rejsepartner: MacBook Air Da Apple lancerede første version af MacBook Air for nogle år siden, startede den en trend. Sjældent havde man set en så tynd, så lækker og formfuldendt bærbar computer. Her var virkelig tale om en ultra bærbar, og med en vægt på lige over et kilo var den også den perfekte rejsecomputer.
Nu er der kommet en ny Air – eller fire faktisk. For den fås med en 11,6” skærm eller en 13” som den første variant. Og de to fås med forskellige processorer og konfigurationer. Men uanset, hvilken man vælger, er det ikke computere, der skal bruges til grafisk produktion, Photoshop eller InDesign for den sags skyld. Bevares, den kan godt trække disse programmer, men den er ikke en produktionsmaskine. Den kan til gengæld med held bruges til dig, der har brug for en lille bærbar til at tage med rundt til kunder og på den måde styre produktionen.
Fyldt med brugbar teknologi
For den lille MacBook Air vejer blot 1,06 kilo i 11,6” versionen. Dertil har den SSD disk – det vil sige en flash-baseret harddisk uden bevægelige dele. Ulempen er, at disse diske ikke er voldsomt store i kapacitet, til gengæld kan de tåle stød og slag og er hurtige til at lagre og læse på. Dertil har Air en Instant On teknologi, som man kender fra tavle PC’er som iPad. Det vil sige, at den er oppe at køre, så snart man åbner låget fra vågeblus.
I praksis kører den lille luftige ting rigtigt godt til tekst, internet og styringsprogrammer – til denne type opgaver føler man ikke begrænsningen fra den 1,4 GHz Core 2 Duo processor, som testmodellen indeholder. Dertil er chassiset konstrueret som de øvrige MacBooks – nemlig i ét stykke aluminium. Det betyder, at den er stærk, vridningsstabil og i det hele taget føles som om den kan tåle lidt af hvert. Overfladen i aluminium er lækker og flot, men til gengæld også lidt følsom for ridser. Det er kosmetisk, men man vil alligevel ærgre sig, når det sker – og det vil det helt sikkert på et tidspunkt.
Dyrt, men reelt alternativ
Det vil ærgre dig, fordi MacBook Air er et af de produkter, som man bare har lyst til at eje. Et, som man kan “opfinde” argumenter for at skulle købe her og nu. Skærmen med LED lys står skarpt og med høj opløsning – 1366 x 768 pixels i 11,6” udgaven og pegepladen er stor og rar at arbejde med. Den er samtidig præcis, da overfladen er en form for hårdt glas, som giver præcision og samtidig en følelse af kvalitet. Den kan i øvrigt bruges som for eksempel en iPhone, hvor du kan formindske, forstørre og så videre ved hjælp af to fingre.
Batteritiden på 11,6” udgaven er 7 timer, og det kunne vi reelt få den op på under testen. Den gav indtryk af en yderst stabil computer, som nok skal kunne holde til at komme med rundt til kunder, til messer, eller hvad behovet nu er. Den er et fint – men lidt dyrt, alternativ til en netbook. Dens ulempe er, at den ikke er så kraftig som en “ægte” ultra bærbar, men god nok til at kunne afvikle almindelige programmer hurtigt og effektivt. Så hvis man tager dens begrænsninger med i ligningen, får man alt andet lige en fantastisk – og ikke mindst attraktiv, bærbar for pengene.
|
|
Lagt online: 28-03-2011 | Side: 1
|
| Mest læste artikler |

 |
|
|
|
|
|
|
|